I sin mest populære form består et kabelbånd af et robust nylonbånd med et integreret gearstativ og i den ene ende en skraldespids i en lille åben kasse. Når det spids af spidsen af kabelbindingen er trukket gennem sagen og forbi skralde, forhindres det i at blive trukket tilbage; den resulterende sløjfe må kun trækkes strammere. Dette gør det muligt at binde flere kabler sammen til et kabeltræ.
En kabelbåndspændingsanordning eller -værktøj kan bruges til at påføre et kabelbånd med en bestemt grad af spænding. Værktøjet kan afskære den ekstra hale i skylning med hovedet for at undgå en skarp kant, som ellers kan forårsage personskade.
For at øge modstanden mod ultraviolet lys i udendørs applikationer bruges en bestemt kvalitet af Nylon indeholdende mindst 2% carbon black til at beskytte polymerkæderne og forlænge kabelbindets levetid. [1] Blå kabelbindere leveres til fødevareindustrien og indeholder et metaladditiv, så de kan detekteres af industrielle metaldetektorer. Kabelbindere lavet af ETFE (Tefzel) bruges i strålingsrige miljøer. Røde kabelbindere lavet af ECTFE (Halar) bruges til plenum-kabling.
Kabelforbindelser i rustfrit stål er også tilgængelige til brandhæmmende applikationer - belagte rustfrie bånd er tilgængelige for at forhindre galvanisk angreb fra forskellige metaller (f.eks. Zinkbelagt kabelbakke).
Kabelbindere kan bruges som provisoriske håndjern. Specielt konstruerede fysiske begrænsninger, der kaldes PlastiCuffs, baseret på kabelforbindelsesdesignet, bruges af politi og militær til at begrænse fanger. [Citation nødvendigt] Kabelforbindelser bruges også ofte til at forhindre hubcaps (også kendt som hjulkasser) i at falde fra et køretøj i bevægelse , og nogle sælges specifikt til dette formål.
